Et grundelement i forebyggelse af overvægt og fedme er at klæde børn på til at træffe de sunde valg, så vi kan gøre et ærligt forsøg på at bryde de dårlige vaner og rutiner, som går i arv fra forældre til børn. Alligevel er hjemkundskabstimerne reduceret til det rene ingenting, ligesom mange hjemkundskabslærere ikke er uddannede i faget. Gælder regeringens kompetenceløft også for det noget præstigeforladte fag?
Af Lasse Bolander, Formand for FDB (red. originalartikel bragt i Politiken den 23. dec. 2011. Læs kort version af artiklen + debat.)
Vi har et folkesundhedsproblem i Danmark. Vi er for tykke. Udviklingen startede for 40 år siden, og det mest positive der er at sige om den nuværende situation er, at fedmekurven nu muligvis stagnerer. Fedmen giver vi videre til vores børn, som nu ifølge Statens Institut for Folkesundhed (SIF) bliver fede hurtigere end deres forældre. I dag er cirka hver tredje voksne og hvert femte danske barn overvægtige.
Der er mange årsager til, at vi bliver for tykke. Mange får for lidt motion, vi spiser for meget usund mad, vores madkultur har ændret sig og meget andet. Derfor findes der naturligvis ikke én men mange måder at gribe fedmebekæmpelsen an.
Et vigtigt element i det at spise sundt er, at du kan tilberede din egen mad og ikke er afhængig af pizzabaren. David Cutler nåede i 2003 frem til, at det enkeltstående måltidsforhold, der indikerer, om du får et langt og sundt liv her på jorden, er, om du ofte laver din egen mad. Meget forenklet kan man sige, at hvis du ved, hvordan en kartoffel tilberedes, så den smager godt, så er der større sandsynlighed for, at du lever sundere end dem, der henter en bakke pommes frites nede på den lokale grill. Det handler om viden om fødevarer, glæde ved at spise dem, samværet og fællesskabet omkring maden, lysten til at prøve ny og ukendt mad, sanselighed og meget andet. Og det handler ikke mindst om viden og lyst til at sammensætte et sundt måltid. Det er næppe overraskende. Overraskende er det til gengæld, at det fag, som sætter – eller burde sætte – fødevarer og sundhed på skoleskemaet, fylder så uendelig lidt.
I dag er det forholdsvist enkelt at nedprioritere det ellers obligatoriske fag. Det eneste krav er, at undervisningen skal finde sted på et eller flere klassetrin mellem 4. og 7. klasse. Ministeriets læseplan for faget bygger på et toårigt forløb med to lektioner om ugen. Der er ikke fastsat et vejledende minimumstimetal for hjemkundskab, som der er for andre fag. I stedet har man slået faget sammen med sløjd og håndarbejde, og så er det op til skolerne selv at fordele timerne imellem de tre fag. Derfor kan man nøjes med to timers undervisning i et halvt år. Det sætter nogle naturlige grænser for, hvor meget i dybden man kan komme med sund kost og den håndværksmæssige del af det at tilberede fødevarer. Særligt fordi mange elever mangler basale færdigheder i et køkken, når de møder op til deres første hjemkundskabstime. Nogle har aldrig skrællet en kartoffel derhjemme.
Men er det skolens opgave at lære børn om sund mad? Det mener jeg, at det er, blandt andet fordi vi kan se, at overvægt og fedme særligt rammer de laveste socialgrupper. De sidste 10-20 år er der ifølge SIF blevet mindst 100.000 flere fede danskere. Stigningen er især sket i de yngre aldersgrupper og hos personer med kort uddannelse.
Blandt de voksne danskere er der en klar tendens til, at indtægt og uddannelsesniveauet har betydning for udviklingen af fedme. Hvis du har uddannet dig og/eller tjener godt, så er der mindre sandsynlighed for, at du bliver fed. I august skrev Politiken på baggrund af tal indsamlet blandt 100.000 mødre og deres børn gennem flere år, at tolv procent af de syvårige børn af ufaglærte mødre eller mødre uden uddannelse er tykke. Det samme er knap syv procent af de syvårige børn af højtuddannede mødre. I det nye regeringsgrundlag peger man på samme problem med formuleringen ”Uligheden i sundhed er alt for stor (…) Og forskellen er stigende. Det er et komplekst problem, der blandt andet hænger sammen med forskelle i livsstil og vaner”. Herefter peger man meget rigtigt på stærkere forebyggelse.
Et grundelement i forebyggelse af overvægt og fedme er at klæde børn på til at træffe de sunde valg, så vi kan gøre et ærligt forsøg på at bryde de dårlige vaner og rutiner, som går i arv fra forældre til børn. Vaner, som med ringe sandsynlighed fordufter af sig selv. Også WHO peger på, at skoler skal understøtte og fremme børns sunde kostvaner ved blandt andet at forbedre sundhedsinformationen og undervisningen. Men det ansvar kan skolen naturligvis kun løfte, hvis de fornødne ressourcer er til stede.
FDB afholder i disse uger skoleeventen, Mad eller hvad?, hvor 125.000 børn fra 1.460 skoler landet over går i skolekøkkenet og laver sund mad med udgangspunkt i det undervisningsmateriale, opskrifter og gratis råvarer, som FDB sørger for til de tilmeldte skoleklasser. Det er sjette år i træk, Mad eller hvad løber af stablen, i år med fokus på mad fra bunden af madpyramiden. Målet med undervisningsforløbet er at inspirere og give børnene lyst til og mod på sund mad. Det er en anden strategi end at fortælle børnene, hvordan de skal spise, hvis de vil spise sundt. Formålet er at lade dem arbejde med maden, smage på den, prøve noget nyt og have det sjovt med det. For i takt med, at vi er blevet mere overvægtige og problemet har bredt sig, er vores tilgang til mad tilsyneladende blevet mere klinisk. Vi tæller kalorier, køber lightprodukter, måler BMI og substituerer os ud af vores overvægt.
Igennem arbejdet med Mad eller hvad har vi fået et indblik i, hvordan hjemkundskabsundervisningen fungerer og prioriteres mange steder. Vi ved fra vores evaluering af tidligere års Mad eller hvad, at cirka halvdelen af de lærere, der har deltaget i eventen og den efterfølgende evaluering, er uddannede i hjemkundskab. Nogenlunde samme billede tegnede sig i en undersøgelse, som faget hjemkundskab foretog i samarbejde med avisen 24timer i marts 2010. Af sidstnævnte undersøgelse fremgår det videre, at 40 procent af lærerne har 10 kroner eller mindre per elev per undervisningsgang til at købe råvarer for. 10 kroner. Det sætter unægtelig grænser for, hvor spændende mad der kan laves i hjemkundskabstimerne. Faget er på alle måder udhulet.
De lærere, der underviser i hjemkundskab, gør hvad de kan med de midler, de får stillet til rådighed. Men hvis vi et øjeblik betragter hjemkundskab som et fag helt på linje med andre fag som matematik og dansk, kan vi så stå inde for den prioritering, hjemkundskab får i dag? Det er ikke de lærere, der møder op i skolekøkkenerne, der fejler. De gør alt, hvad de overhovedet kan. Det er prioriteringen af faget og tildelingen af ressourcer til efteruddannelse, der skal ændres. Derfor håber jeg, at regeringen med formuleringen ”sikre, at folkeskolens lærere underviser i fag, hvor de har kompetence svarende til linjefag” også tænker på hjemkundskab.
Der er ”fagtrængsel i folkeskolen”, som formanden for Skolelederne, Anders Balle, har udtalt. Vi vil opprioritere alt, og det kan naturligvis ikke lade sig gøre inden for de stramme økonomiske rammer, skolerne er underlagt.
Men – og det er et vigtigt men – der er grænser for, hvor længe man kan sylte et fag før skaden er uoprettelig og vigtig viden er gået tabt for en eller flere generationer. Hjemkundskabsfaget, som man i Norge helt enkelt har kaldt ”Mad og helse”, er blevet syltet i flere årtier. Herhjemme har vi mistet basal viden om madlavning, og det har gjort det sværere at spise sundt. Så selvom det er oplagt at tilskrive forældrene ansvaret for at lære børnene at skrælle gulerødder og spise efter madpyramiden, så nytter det ikke noget, hvis kompetencerne og den relevante viden ikke findes i hjemmet. Og det gør den langt fra alle steder.
Men det handler ikke kun om at lære om sund mad. Hjemkundskab som fag skal opprioriteres – eller i det mindste have den tid og de ressourcer, som faget behøver – fordi det samler børnene. Vores erfaringer fra skolekøkkenerne er, at eleverne får et fællesskab omkring maden – et fællesskab, de sjældent har omkring frokosten i skolen. Dermed kan hjemkundskabsundervisningen være med til at bygge videre på de måltidsfællesskaber, som bliver bygget op i børnehaver og institutioner. Her skal alle samles ved bordet og sidde stille, inden der bliver sagt ”værsgo”. I de fleste institutioner bliver der gjort meget for, at der er en ro ved bordet, som gør det muligt for alle at deltage. Og børnene er fælles om at afslutte måltidet. Man samles, spiser, smager, snakker og rejser sig fra bordet samtidig. Den tradition eller rutine ophører, når børnene kommer i skole. Her er det børnenes eget ansvar, om maden bliver spist. De skal prioritere deres frokostpause og balancere det at spise, lege og spille fodbold og hvad der ellers skal ordnes på de som oftest maksimalt tredve minutter. For mange børn bliver madpakken skubbet, og så ringer klokken og eftermiddagen begynder. Maden bliver nedprioriteret og skal overstås hurtigst muligt.
Undervisningen i sund mad i skolen kan have den positive effekt, at noget af børnenes begejstring bringes med hjem. Forbrugerrådet lavede i 2009 en undersøgelse, som viste, at børnenes hjemkundskab kommer til gavn i halvdelen af de danske køkkener, og at de fleste børn faktisk er glade for faget. Vi ved også, at børnene har betydelig indflydelse i mange hjem. Det har verdens producenter for længst fundet ud af. Den viden kan man sagtens udnytte til noget positivt. Hvad sker der, hvis poden pludselig vender hjem og annoncerer, at han gerne vil lave mad i aften og at menuen står på grøntsagssuppe? I mange hjem vil det betyde andagt ved middagsbordet. Børnene kan sætte en positiv dagsorden.
Vi har travlt med at gøre folkeskolen bedre og mere effektiv. Vi har også – med rette – stort fokus på, hvad Danmark skal leve af fremover, og her peger vi – igen med rette – på de danske hoveder og det, der findes mellem ørerne. Vi følger offentliggørelsen af PISA-resultaterne med stor interesse, for er vores børn dygtige nok, kan de sikre vores velfærd fremover? Det er alt sammen relevant og nødvendigt, men vores fokus på den umiddelbare udfordring – at vi har for ringe vækst og bliver udkonkurreret af andre landes uddannelsesniveau – skaber blindhed eller i hvert fald begrænset interesse for det faktum, at vores børn i skolesammenhæng ikke oplever, at ernæring og sundhed prioriteres. I stedet overlader vi ansvaret til forældrene. Nogle forældre magter at løfte opgaven, fordi de har sundhed med i hverdagen og på rygraden. Andre forældre kan ikke løfte opgaven. Hverken for sig selv eller for deres børn.
Det gør det i mine øjne pointeløst at diskutere, om ansvaret nu ligger i hjemmet eller i skolen. Hvis vi vil forebygge overvægt og fedme og give vores børn basal viden om sund mad, så skal vi skrue op for indsatsen i skolen – og give skolen de ressourcer, som er helt nødvendige.
Derfor håber jeg, at prioriteringen af kompetenceløftet ikke kun skal gælde for matematik- og dansktimerne men også for hjemkundskabstimerne. For selvom resultaterne af den forebyggende sundhedsindsats først viser sig ude i fremtiden og måske ikke direkte kan aflæses i PISA-tallene, så er den absolut værd at kæmpe for her og nu. Men det kræver, at vi løfter det knap så præstigefulde fag til det, det er: En vigtig brik i arbejdet for en sundere befolkning.